Et nytænkende miljø

På VGHF får du en tryg hverdag, hvor det gode og sunde studieliv er centrum for din skolegang de næste to eller tre år. Vi arrangerer fællesarrangementer på skolen, introture, aktivitetsdage og sociale events for at fremme klassesammenholdet, og så knytter vi ældre elever til klasserne som tutorer - såkaldte ”sputnikker”.

 

I undervisningen tager vi udgangspunkt i forudsætningerne fra folkeskolen, således at starten på VGHF ikke opleves som en omvæltning. Vi samarbejder med områdets mange folkeskoler, så vi kan sikre en bedst mulig overgang fra grundskolen til gymnasiet. Derudover tilknytter vi til hver klasse et lærerteam på tre lærere og en studievejleder, som er opmærksomme på den enkelte elevs trivsel og faglige behov.

 

Et spændende og udfordrende fællesskab 

Du føler dig som en del af et fællesskab, når der er plads til både humor, hyggeligt socialt samvær og spændende faglige udfordringer – og det styrker dine evner og gavner din læring. VGHF er din indgang til et studieliv fyldt med nye venner og gode oplevelser. For selv om det på den ene side er vores fornemste opgave at sikre dig og dine fremtidige kammerater nogle år med et højt fagligt niveau, så skal der stadig være plads til andre oplevelser.

 

Det er vores erklærede mål, at du får en masse udfordringer – især i fagene, men også via besøg på videregående uddannelser, på lokale virksomheder samt på ekskursioner og studierejser. De sociale aktiviteter i elevrådet, i elevforeningerne og efter skoletid er en vigtig del af tiden på VGHF – ligesom festerne, fællesarrangementerne og de mange andre ting, som du vil møde i løbet af den tid, du går hos os.

læringskulturen i centrum

På VGHF arbejder vi meget målrettet med at få eleverne til at udnytte deres potentiale. For at blive endnu stærkere har vi de sidste to år indarbejdet moderne international forskning i den daglige undervisning gennem en lang række undervisningsmetoder, der inspirerer eleverne til hele tiden at ville blive bedre.

 

Vi har blik for den enkelte elev, og vi arbejder i undervisningen med at udnytte den enkeltes faglige potentiale fuldt ud. Det er i orden at lave fejl i undervisningen, for det er netop af fejl og modstand, du bliver bedre. Det hele handler om at turde tage udfordringer uden at være bange for ikke at kunne løse opgaven. Du vil få professionel feedback fra medstuderende og lærere for derigennem at udvikle dig fuldt ud. Ambitionen er helt overordnet at udvikle sig fra et fastlåst til et udviklende tankesæt.

 

Smukke og inspirerende rammer

Det smukke arkitektoniske byggeri er tegnet af Friis & Moltke i 1970’erne og siden udvidet flere gange. Det danner en smuk, inspirerende og funktionel ramme omkring din uddannelse på VGHF. Ud over de velfungerende rammer er VGHF indrettet med den mest moderne IT og teknologi og en lækker kantine, der altid får meget ros af VGHF’ere pga. den gode stemning, det gode udvalg og de rimelige priser.

  

Skulle du have lyst til at komme på besøg og se vores faciliteter og lokaler, er du altid meget velkommen. Det gælder selvfølgelig også, hvis du kunne tænke dig at overvære en undervisningstime. Du skal bare kontakte skolens kontor for at lave en aftale.

 

 

 


 
Bestil brochure

Bliv klogere på uddannelserne og studiemiljøet på Viborg Gymnasium & HF.

BESTIL BROCHURE
 
Book en samtale

Book en samtale med en af vores studievejledere og få overblik og svar på dine spørgsmål.

BOOK SAMTALE