EUX-uddannelsen

Forestiller du dig, at din fremtid ligger inden for landbruget, og vil du gerne have en faglig uddannelse, der samtidig danner det ideelle grundlag, hvis du senere beslutter dig for at tage en videregående uddannelse?

 

Så skal du tage EUX-Landbrugsuddannelsen!

 

 

 

Som EUX-Student bliver du nemlig landmand og student på samme tid. På EUX-uddannelsen kombinerer vi teori og praksis, og det giver dig den perfekte start på en naturvidenskabelig uddannelse, eksempelvis dyrlæge, agronom, biolog, farmaceut og en række andre uddannelser, eller en karriere i landbruget.

 

Uddannelsen til EUX-student tager godt fire år. Undervisningen i landbrugsfagene foregår på Asmildkloster Landbrugsskole, og undervisningen i de gymnasiale fag foregår på Viborg Gymnasium & HF. 

 

Uddannelsen er en erhvervsuddannelse og er derfor bygget op som en vekselvirkning mellem skoleophold og praktikperioder, som foregår på gårde, hvor man skal have en uddannelsesaftale.

 

De to skoler samarbejder tæt om uddannelsen, så der bliver mest mulig samarbejde mellem de forskellige fag på de to dele af uddannelsen. Filosofien er at 2+2 kan give 5, når begge parter vil det. Det indebærer, at der tages udgangspunkt i den fælles interesse, som de unge har, for landbruget i så stort omfang som det giver mening i forhold til det faglige udbytte. Undervisningen skal være så tæt koblet med erhvervet og videreuddannelsesmulighederne som muligt, og derfor er der lagt virksomhedsbesøg, ekskursioner mm. lagt ind i undervisningen.